Definér virksomhedens identitet og opsæt branding

 

Definér din virksomheds identitet og opsæt basis for effektiv branding


At definere en virksomheds identitet er en vigtig proces, der hjælper med at forme virksomhedens image, kultur og positionering på markedet. Det kan dog være svært at vide, hvor man skal starte, men frygt ej – vi har skrevet en guide til dig, så du kan komme i gang med at identificere det unikke ved din virksomhed og etablere et stærkt brand, der bliver husket.

Formulér mål i hverdagen og for fremtiden

Når du skal definere din virksomheds identitet, er det vigtigt at kigge på selve fundamentet og grundstenene for alt jeres arbejde. Hvad er formålet med arbejdet, og hvad er drømmen på lang sigt? Ved at tydeliggøre og nedskrive din virksomheds mission og vision definerer du nogle rammer, der sikrer, at alle arbejder mod det samme mål, hvilket kan styrke identitetsfølelsen. Når dine medarbejdere kan se, hvordan deres daglige arbejde bidrager til virksomhedens overordnede vision og mission, er de også mere tilbøjelige til at være motiverede og engagerede i dagligdagen.

Udarbejd kerneværdier i samspil med medarbejderne

For at blive klogere på din virksomheds identitet, er det nødvendigt, at du identificerer de principper og værdier, som din virksomhed står for. Hvad er kerneværdierne i virksomheden? For at besvare dette spørgsmål er det vigtigt, at du inddrager dine medarbejdere, da det er dem, der udlever værdierne. Det er yderst vigtigt, at de har sig selv med i det og ikke føler, at der bliver trukket nogle præfabrikerede værdier ned over hovedet på dem, som de ikke kan genkende eller se sig selv i. Ved at inddrage medarbejdere og få dem til at sætte ord på, hvad de synes, der kendetegner virksomheden og deres arbejdsdag, kan du blive klogere på, hvilke kerneværdier der reelt findes i din virksomhed.

Design virksomhedens visuelle identitet

Din virksomheds logo, farver, typografi og designelementer spiller også en stor rolle i forhold til at fastslå din virksomheds identitet. Mennesker benytter sig f.eks. af tøj og justerer udseendet alt efter, hvem de er, og hvad de gerne vil udstråle til omverden. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad din virksomhed udstråler udadtil, og hvad du gerne vil have, at virksomheden skal udstråle. Den visuelle identitet bør afspejle jeres værdier og personlighed, og her vil en sammenhængende og kontinuerlig visuel identitet bidrage til, at omverden husker din virksomhed. Derudover vil det styrke identitetsfølelsen i din virksomhed, hvis der er en rød tråd mellem alt lige fra virksomhedslogoet på kaffekopperne til interne kommunikationsmaterialer som intranet, præsentationer og rapporter.

Kommunikér identiteten ud

Det er nødvendigt at kommunikere identiteten ud både mundtligt og skriftligt, da kommunikationen er med til at forankre og styrke identiteten i din virksomhed både internt og eksternt. Den interne kommunikation indebærer blandt andet, at dine medarbejdere bliver opmærksom på virksomhedens vision og mission samt de kerneværdier, der er blevet defineret i samspil med medarbejderne. På den måde kan både nye og nuværende medarbejdere få et indtryk af adfærden og kulturen i din virksomhed. Eksternt indebærer det at sikre en rød tråd i den visuelle identitet på tværs af alle relevante kanaler og berøringspunkter - herunder hjemmeside, sociale medier, markedsføringsmateriale, emballage osv. Husk at bruge en konsistent tone og stil i din kommunikation for at forstærke identiteten yderligere.

Evaluér og justér

Defineringen af din virksomheds identitet er en dynamisk proces, og det kræver kontinuerlig opmærksomhed og tilpasning for at sikre, at den forbliver relevant og engagerende for både medarbejdere og kunder. Derfor er det en god idé at evaluere løbende på din virksomheds identitet og foretage eventuelle justeringer, hvis der er noget, der ikke længere stemmer, eller hvis der er sket ændringer i markedet, som kalder på en forandring.

Kontakt os og få hjælp

Tlf. 65 45 53 00 eller e-mail kontakt@jobdanmark.dk.